Sandwichbrød

Hvis man køber en sandwich på en cafe, en fancy bager eller tankstationer der laver ”gourmet” sandwich, så bruges der ofte flade brød bagt som rigtige boller og ikke noget hvidt brød fra et supermarked. Man kan bage både brød der minder om sandwichbrød, eller alm boller, men skal man have et pift af de gode steder, så kan man også bare bage nogle flade, luftige og faktisk ret velsmagende ”sandwich boller” selv.

Sandwichbrød
Sandwichbrød som er lette og luftige, klar til pålæg og en skovtur!

Der blev 7 brød ud af denne opskrift og med kun 700 g mel, er det som sådan nogle små brød, som er ret luftige og rimelig lette. De skal derfor spises hurtigt, da de ellers bliver tørre, men nu smager det godt, så det er nok ikke et problem. Jeg valgte at bage 4 som brød og 3 som flutes, bare for at prøve lidt forskelligt.

Denne opskrift kan varieres på forskellige måder, så fortvivl ikke hvis den opskrift jeg kommer med her i starten ikke lige er hvordan du normalt bager. Jeg skriver lidt om alternativerne til sidst. Nedenstående opskrift bliver hævet over nogle timer efter at dejen er lavet.

Jeg brugte en røremaskine til det, men det kan også æltes i hånden.

Dej

  • 350 g vand – lunkent
  • 20 g gær – hvis du koldhæver, så læs med til sidst
  • 0,5 dl olie
  • 1 æg
  • 1 spks honning
  • 500 g manitoba mel
  • 200 g fuldkorns hvedemel
  • 14 g salt

Fremgangsmåde

  1. Bland gæren i det lunkne vand og hæld det i skålen
  2. Tilsæt æg, olie og honning
  3. Tilsæt de to slags mel
  4. Tilsæt salt
  5. Rør det hele sammen i 1 min på lav hastighed
  6. Rør det i 4 min på mellem hastighed
  7. Rør det i 4 min på høj hastighed

Dejen skal ende op med at slippe siderne og være en lille smule klistret, men kun en smule. Bliver den for tør, eller for klistret, så tilsæt hhv lidt ekstra vand eller mel.

  1. Lad dejen hæve i 2 timer på køkkenbordet
  2. Hæld dejen ud på et let meldrysset bord
  3. Fold dejen ind over sig selv – én side ad gangen, vend dejen en halv omgang og gentag. Gentag til dejen ikke kan foldes mere
  4. Form dejen til en pølse
Sandwichbrød
Sandwichbrød klar til at skåret ud efter den har hvilet i 15 min
  1. Lad dejen hvile i 15 min på et fugtigt klæde over
  2. Skær dejen ud i de størrelser du ønsker, f.eks. 7 stykker
  3. Fold stykket ind over sig selv og flad det ud, så det bliver et fladt aflangt brød. Det skal være ca 1 cm højt
Sandwichbrød
Sandwichbrød efter de er formet og klar til anden hævning. Man kan nok være lidt mere omhyggeligt med at lave dem ensartet…
  1. Sæt brødene på en bageplade og lad dem hæve yderligere 1-2 timer med et fugtigt klæde over
  2. Tænd ovnen på 250 grader og sæt gerne en pizza sten i ovnen
  3. Drys brødene med mel, eller sprøjt dem med vand og sæt dem i ovnen
  4. Skru ned til 230 grader og bag dem i 16-.17 minutter
  5. Køl dem af på en rist

Punktet med at lade dejen hvile undervejs er fordi at alle glutenstrenge bliver strukket godt og grundigt når den foldes og da man skal arbejde videre med dejen for at forme brødene, så hjælper det lige at lade den hvile og blive mere brød at arbejde med. Punktet med at folde brød stykket ind over sig selv inden at det enkelte brød formes kommer lidt an på hvordan pølsen ser ud. I min tilfælde blev de lidt for lange, så for mig gav det god mening. Jeg undlod det med nogle af dem og de blev så til flutes i stedet.

Om man drysser dem med mel, majsmel, eller vand er mest en smagssag. Sprayer man vand på brødene bliver de normalt lidt mørkere i ovnen end hvis det er mel. Til disse brød vil jeg gerne have en godt og kraftig skorpe og der er vand bedst.

Til alternativerne.

Denne dej kan naturligvis koldhæves, hvilket giver et fint resultat. Hvis man koldhæver, så brug koldt vand og ikke lunkent. Sænk gæren til 6-8 gram. Når dejen er lavet kommer den direkte i køleskabet. Når du tager dejen ud igen, så fortsæt der hvor dejen har hævet i 2 timer, form brødene og lad dem ligger i 2 timer og hæve op og få stuetemperatur. Bag som skrevet.

Har du ikke manitobal mel, så brug hvedemel. Hvis du skruer på fordelingen af hvede og fuldkorns hvede, så gå efter at dejen skal slippe siderne og kun må være en smule klistret.

Hvis man har noget surdej, så bliver de absolut ikke ringere af at det bliver tilsat. Tilsæt 50-100 g surdej hvis du har det.

Du kan også følge med på min facebook side, eller skrive kommentarer til brødet der. Det svinger hvor aktiv jeg er, men ofte skriver jeg i løbet af ugen hvad jeg har tænkt mig at bage i weekenden, eller når jeg bager ting der ikke kommer på bloggen, som da jeg bagte brød til 60 mand til en fest – det er en del i en lille ovn hjemme i køkkenet 🙂

Sandwichbrød
Sandwichbrød til afkøling

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.