Kærnemælksboller

Lækre boller, med både syrlighed og sødme og ganske luftige er hvad man skal forvente af disse super gode kærnemælksboller.

Kærnemælksboller
Kærnemælksboller

Der stod en kærnemælk i køleskabet, som ikke rigtig skulle bruges til noget, så jeg tænkte at den kunne bruges i noget brød. Lidt research og et par forsøg senere, synes jeg selv at jeg har ramt en opskrift som er rimelig let at gå til, som skaber nogle ret velsmagende kærnemælksboller og nogle boller som kommer tæt på at være i min egen top 3 over hvad jeg helst vil spise.

Jeg har lavet denne opskrift på 1 l kærnemælk, så det er en lidt stor portion, der kræver en røremaskine og en lidt stor af slagsen. Hvis du har en kitchenaid, så overvej at lave en mindre portion.

Jeg lavede 24 kærnemælksboller ud af denne portion.

Dejen

  • 1000 g (1 l) kærnemælk – må gerne være kold
  • 35 g gær
  • 50 g honning – svarer til en god spiseske
  • 1250 g hvedemel
  • 25 g salt

Fremgangsmåde

  1. Rør gæren ud i kærnemælken
  2. Tilsæt honning
  3. Bland mel og salt og hæld det ned til væsken
  4. Rør det på røremaskinen i 1-2 minutter på lav hastighed – dejen virker meget tør her
  5. Rør det i 3 min på mellem hastighed – nu bliver dejen noget flydende
  6. Rør det i ca 2 min på fuld hastighed – dejen bør samle sig om krogen
  7. Sæt dejen til hævning i 1-1,5 time (1 time hvis lun kærnemælk)

Dejen ender med at være ret blank, glat og en smule klistret.

Dejen er relativ fugtig med 80 % væske i forhold til mel, hvilket faktisk er i den høje ende. Sidste æltning på fuld hastighed er meget vigtig, da det er eneste måde at få samlet dejen. Undervejs virker den først meget tør og derefter flydende og bager man af og til vil man både nå at tænke at der skal hhv mere vand, eller mel i dejen, men man skal tro på det og kigge på sin dej i sidste runde når den får fuld hastighed og pludselig bør den begynde at samle sig mere og mere om krogen og så er den klar. Det tager ikke nødvendigvis 2 min, måske lidt længere, derfor ca 2 min.

Hæver til ca dobbelt størrelse
  1. Hæld dejen ud på et meldrysset bord – den er lidt klistret
  2. Fold dejen nænsomt nogle gange ind over sig selv og end med at have en form der minder om et stort franskbrød
  3. Skær dejen op i et antal pølser, som størrelsesmæssigt skal passe til hvor brede du vil have bollerne
  4. Skær pølserne op til boller og sæt dem på en bageplade med bagepapir
  5. Sæt bollerne til hævning i 1,5 time et lunt sted – med noget over, som et let klæde
  6. Bollerne kan drysse med mel (gennem en fin sigte), eller sprayes med vand når de skal hæve og igen lige inden de skal bages (vand giver mørkere boller)
  1. Tænd ovnen på 240 grader
  2. Bag dem i 12 minutter – 4 min på 240 grader og 8 minutter på 210 grader
  3. Køl dem af på en rist

Jeg er normalt fortaler for at boller skal vejes af, så de vejer det samme og er ens, men det kræver, at der bliver arbejdet meget med dejen og det kan denne dej ikke håndtere. Disse kærnemælksboller er uens, men både luftige, en god skorpe og vigtigst af alt, så har de en rigtig god smag hvor kærnemælken og honningen bidrager positivt.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så skriv dem herunder, eller på min facebookside.

Kærnemælksboller
Lige ud af ovnen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.