Ølands hvedebrød

Et Ølands hvedebrød er et dejligt brød med en saftig krumme og brugbart til lidt af hvert. Brødet er bagt på groft ølandshvedemel, alm hvedemel og lidt manitoba mel.

Ølands hvedebrød
Ølands hvedebrød

Jeg ville gerne bage nogle mindre brød, som er større end flutes, men mindre end store brød. Jeg ville gerne have nogle som var saftige, men også luftige. Jeg valgte derfor at kombinere groft ølandshvedemel, samt to hvedemels typer og tilsætte rigtig meget væske og røre dejen længe. Brødene kan gå som store flutes, eller mindre brød til aftensmaden. Jeg havde ikke noget godt navn til dette brød, så det blev ølands hvedebrød.

Dette brød indeholder meget væske (83 %), så man skal have tiltro til sine ælteevner og vide, at mindst 10 min æltning er det mindste. Undervejs i æltningen minder dejen om noget der giver et brød på maks 2 cm højde, men lige pludselig samler dejen sig om krogen og slipper siderne og den er klar.

Der er nok en del som har bagt brød på ølandshvede på en opskrift fra Claus Meyer og er endt ud med nogle flade brød på 2-4 cm højde. Det er typisk fordi man ikke ælter dem længe nok, men væske mængden i disse brød er ret høj.

Jeg lavede en dobbeltportion ud af dejen og lavede 3 brød i forskellig størrelse, samt 6 boller. De røres bedst på en røremaskine og husk hvis du har en Kitchenaid, at 1.200 g mel ikke er optimalt, så gå efter den halve version.

Opskrift

  • 1000 g (1 l) lunkent, eller koldt ved koldhævning
  • 35 g gær – mindre ved koldhævning
  • 300 g groft ølandshvedemel
  • 700 g hvedemel
  • 200 g manitobamel – hvis man har, ellers hvedemel
  • 30 g salt

Dejen kan hæve med det samme, eller sættes i køleskabet til dagen efter. Hvis den koldhæves natten over, så brug 25 g gær i stedet.

Fremgangsmåde

  1. Bland vand og rær, så gæren er helt rørt ud i vandet
  2. Bland mel, og salt sammen og tilsæt det til vandet
  3. Rør dejen i 1 min på lav hastighed
  4. Rør dejen i 4 minutter på mellem hastighed
  5. Rør dejen i 5-7 min på høj hastighed, til den er glat og blank og slipper siderne i skålen

Det er væsentligt, at dejen æltes længe og at den ender med at samle sig og slipper siderne i skålen.

Dejen skal nu hæve første gang. Den kan hæve i en skål på køkkenbordet, eller i køleskabet. Skal man først bage dagen efter, hældes den i en smurt bøtte og stilles ind til dagen efter. Skal man bage med det samme fortsætter man herunder.

  1. Lad dejen hæve i 2 timer på køkkenbordet, eller natten over i køleskabet
  2. Hæld dejen ud på et let meldrysset bord
  3. Fold dejen nogle gange ind over sig selv, forsigtigt uden at mase dejen for meget
  4. Del dejen i de stykker (vej dejen på en vægt) brød der ønskes
  5. Lav dejen til et rektangel uden at mase den helt flad
  6. Fold 1/3 af dejen ind til midten på den lange led
  7. Fold den anden 1/3 del ind til midten
  8. Fold halvdelen ind over den anden halvdel
  9. Mas med håndrodden dejen ned på den kant der er lavet ved foldningen
  10. Rul dejen forsigtigt og pres ude ved enderne, så brødet får spidse ender
  11. Sæt brødene til hævning i 1,5 time – tildækket
Ølands hvedebrød
Klar til at blive foldet
Ølands hvedebrød
Klar til at komme i ovnen. Jeg genbruger mit bagepapir….

I min opskrift var jeg ikke helt sikker på hvor store brødene skulle være, så jeg vejede af i 300, 400, 500 og 600 g, men synes at den på 300 g så for lille ud, så jeg bagte de andre tre og lavede boller på 125 g stykket ud af resten af dejen.

Det er jo smag og behag hvor store brød skal være, men mit mål var at lave noget der kan gå som store flutes og her synes jeg at 500g dej gav den bedste størrelse. På billederne er det brødet i midten

I forhold til hvor stort rektanglet skal være, skal det være så bredt, at dejen kan foldes de tre gange og omkring 20 cm langt, ikke mere da brødet eller bliver for langt og småt.

  1. Spray brødene med vand, eller drys let med mel
  2. Sæt dem i ovnen på 240 grader i 5 min
  3. Skru ned til 210 grader og bag dem ca 20 min mere
  4. Læg dem på en rist og lad dem køle af
Ølands hvedebrød
Det blev der ud af 1.200 g mel. De tre brød er på 400, 500 og 600 g

Det med ca 20 min mere er hvis det er brød på 500 g. Hvis de er større eller mindre, skal tiden ændres og er det boller, så giv dem 14 min i alt. Det er en god ide at måle temperaturen i brødet og det skal være 99 grader.

Du kan også følge med på min facebookside, skrive kommentarer eller stille spørgsmål om bagning. Jeg har varierende aktivitet på hvad jeg skriver der, men jeg plejer at lægge ting jeg bage op der inden de kommer på bloggen.

Ølands hvedebrød
Ølands hvedebrød, 500 g versionen

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.