Til madpakken, eller skovturen, kan hjemmebagte sandwich brød være et alternativ. Disse har jeg kaldt italiensk inspireret sandwich brød, da der er en god del durummel i dejen. Durum giver en lidt gylden farve, men kan også lave nogle bastante brød, så jeg har tilsat manitobamel for lidt mere hæveevne og noget mere luftighed.
I den konkrete opskrift jeg har bagt i dag er der også ølandshvede, hvilket bestemt ikke gør brødet ringere. Det konkrete årsag er, at jeg har bagt en dobbelt portion og jeg havde ikke nok manitobalmel, men det er jo ofte sådan at godt brød opstår, at man prøver sig frem med vilje eller af nød.
Jeg lavede både sandwich brød og alm boller ud af denne opskrift og fik 14 sandwich brød og 6 boller. Til den alm opskrift skal man forvente ca 10 relativt store sandwich brød. Jeg lavede opskriften på min røremaskine.
Dejen kan koldhæve natten over i køleskabet, eller laves på en 4 timers tid.
Opskriften
- 5,5 dl vand
- 10 g gær (15 g ved samme dag)
- 450 g durum mel
- 350 g manitoba mel – kan erstattes med hvedemel
- 17 g salt
Fremgangsmåde
- Bland det kolde vand med gæren – lunkent hvis brødet laves samme dag
- Tilsæt de to slags mel
- Sæt røremaskinen på laveste hastighed i 1 min – for at blande tingene
- Sæt på mellem hastighed i 3 min
- Lad dejen stå i 15 min i skålen
- Tilsæt saltet
- Rør 5 min ved mellem til høj hastighed
Durum mel kan godt være lidt tid om at opsuge væsken, så derfor er det en god ide at lade dejen hvile lidt. Hertil er det normalt en god ide, at lade dejen hvile inden saltet kommer i. Det er dog ikke altid jeg får det gjort, men opskrifter hvor melet ikke suger væsken så hurtigt, er det oplagt.
Når dejen er æltet færdig er den rimelig glat at se på og en smule klistret. Dejen er rimelig fast i det, så virker den lind, skal der måske lidt mere mel i.
Fremgangsmåde
- Hæld dejen i en bøtte smurt med rapsolie, sæt låg på og sæt i køleskabet
- Lad den stå i køleskabet natten over eller lad den stå på køkkenbordet i 2 timer
- Hæld dejen ud på et meldrysset bord
- Fold den ind over sig selv nogle gange (husk at børste melet på toppen af inden der foldes)
- Form den til en tyk pølse og del den i 2 på langs
- Form til en pølse igen og skær dejen ud til bollerne
- Stram hver bolle op ved i hånden at folde den ind over sig selv nogle gange
- Sæt bollen på bordet og drys lidt mel på toppen
- Mas bollen flad med hånden og form den til et rektangel
- Sæt dem på en plade
- Læg et stykke bagepapir oven på bollerne mens de ligger på pladen og sæt en bradepande oven på og mas bollerne flade
- Lad dem hæve 1 times tid – komme dejen fra køleskabet tager den ikke skade af 2 timers hævning her
- Sæt ovnen på 250 grader
- Sæt bollerne i ovnen og giv dem 4 min
- Sæt temperaturen ned til 230 grader og giv dem 9 min mere
- Køl af på en rist
Det der med at mase bollerne flade er en smagssag. Jeg lavede boller som blev mast flade og boller som ikke blev mast flade. Grundlæggende får man en større bolle ved at mase dem flade. De hæver begge op til ca samme højde, men de fladmaste har en større volumen og er lidt mere uens.
Hvis ikke man maser dem flade, skal man bare nøjes med at lave dem som et rektangel og stadig lave dem rimelig flade, da der ikke ønskes runde boller, men flade sandwich brød.
Du kan følge lidt mere med i hvad der bages på weekendbagerens facebook side. Det er lidt nemmere for mig, lige at skrive små kommentarer om hvad der skal bages og løbende lægge et par billeder op af weekendens projekter, end det er at skrive alt ovenstående.