Boller på ølandshvede og manitoba mel

Hurtige boller lavet på et par timer med rigtig god smag. Ikke alt skal være koldhævet og med fordej, så jeg har kigget på hvad man kan få ud af 2-3 timers hævning og samtidig få et godt resultat.

boller på Ølandshvede og manitobamel
Resultatet efter 3 timer

Jeg ville se om jeg kunne lave nogle velsmagende boller i løbet af en aften og kiggede i melskuffen. Jeg har ualmindelig meget mel og rigtig mange slags. Valget faldt på ølandshvede for den gode smag og manitobamel for dens bageevne. Jeg tilsatte også græskarkerner, egentlig bare fordi jeg havde lyst. Jeg har den tynde surdej (biga) for tiden og det var på tide at bruge af den, så den kunne blive frisket op og derfor er der også surdej i denne opskrift. Hvis man ikke har surdej, tilsættes mere vand, men gør det lidt efter lidt når dejen er rørt sammen for at den ikke bliver for lind.

Jeg lavede dejen i min røremaskine, men den kan også røres i hånden. Der blev 16 boller ud af denne opskrift.

Dej

  • 500 g (5dl) lunkent vand
  • 1,5 dl surdej
  • 25 g gær
  • 450 g ølandshvedemel
  • 300 g manitoba mel
  • 15 g groft salt

I forhold til hvad jeg ellers bager er der ret meget gær i denne opskrift, men da jeg kun skal hæve dejen et par timer var jeg nødt til at tilsætte mere gær. Hvis man hæver dejen længere, f.eks. i køleskabet natten over kan man skrue ned til 5-10 g gær.

  1. Bland vand, surdej og gær i en skål og rør det godt sammen
  2. Tilsæt mel og salt
  3. Rør det samme 1 min på lav hastighed
  4. Rør videre i 3 min på mellem hastighed
  5. Rør videre i 3-4 min på høj hastighed
  6. Hæv dejen i 2 timer
  7. Hæld dejen ud på et bord og skær den ud til boller
Boller på ølandshvede og manitoba
Dejen efter 2 timers hævning
Boller på ølandshvede og manitoba
Dejen efter den er blevet foldet og strammet op
Resultatet efter 3 timer
Bollerne hævede godt den sidste time
  1. Lad dem hæve endnu en time
  2. Tænd ovnen på 250 grader
  3. Bag bollerne i 5 min på 250 grader
  4. Bag bollerne i 9 min på 230 grader
  5. Køl dem af på en rist

Hvis man ikke har surdej vil jeg stadig bruge 5 dl vand, men have 1 ekstra dl klar og tilsætte den lidt efter lidt mens der røres på mellem hastighed. Samtidig skal man holde øje med dejen at den ikke bliver for lind. Dejen er ikke en tung fast dej og selvom den kan virke ret lind, så vil de 4 min på høj hastighed samle den meget og den skal ende med at være glat og skinnende. Dejen bør også samle sig om krogen og slippe siderne, så er den klar.

boller på Ølandshvede og manitobamel
Færdige boller på 3 timer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.