Koldhævet grove boller med ruggryn

koldhævede grove rugboller
En udmærket grov bolle

Ikke alt brød skal være ”besværligt” at lave, altså noget hvor man skal afsætte 3 timer til at ælte og vende dejen inden den skal hæves osv. Jeg har i denne weekend bagt noget brød som går lidt stærkere. Nogle gange så kniber det med tiden og hvis man går lidt på kompromis med smagen og måske lufthullerne, men til gengæld er der brød som stadig smager bedre end det man kan købe.

Første opskrift er nogle grove boller, som er tilsat ruggryn. Ruggryn findes samme sted som havregryn, men ligger man kun inden med havregryn, kan de nok også bruges med et tilsvarende resultat. Ud over ruggrynene, tilsatte jeg også rugmel. Hvis man har læst med her tidligere vil man vide, at rugmel ikke indeholder gluten og derfor ikke muligheden for at hæve, så man får ikke boller med store lufthuller. Samtidig er der ret meget vand i forhold til mel og selvom grynene suger væske, så er dejen generelt lind og det gør det også sværere at få lufthuller.

Men for at dette skal være nemt, så er der ikke fordej, vendinger osv. Man blander dejen, sætter den på køl natten over, eller bare 6-8 timer i køleskabet, former den til boller og bager den. Det er ca 2 x 10 min arbejde for at få friske boller der smager OK, uden at være prangende.

Der bliver 9-12 boller ud af denne portion, alt efter størrelse på bollerne. Jeg endte på 9 så jeg kunne nøjes med én bageplade.

  • 4 dl koldt vand
  • 15 g gær
  • 100 g ruggryn – eller havregryn
  • 100 g rugmel
  • 250 g hvedemel
  • 7 g salt
  • 15 g sukker

Fremgangsmåden er ganske simpel og dejen kan blandes i hånden

  1. Bland det kolde vand med gæren
  2. Tilsæt resten
  3. Rør det sammen med en ske, eller hånden til det er en homogen masse
  4. Sæt film over skålen, eller et fugtigt klæde
  5. Sæt skålen i køleskabet i mindst 6 timer

Dejen er rimelig lind, så den kan sagtens blandes med hånden. Det er vigtigt, at vandet er koldt og ikke lunkent, da det ellers sætter gæringsprocessen for hurtigt i gang.

koldhævede grove rugboller
Dejen inden hævning, der er ikke så meget

Dejen udvikler smag når den står i køleskabet og 6 timer kan gå, men længere tid er også fint, det får man bare mere smag ud af. Nogle typer af opskrifter operere med 24 timer i køleskabet og til denne dej tror jeg godt det kan virke, jeg har dog ikke prøvet det.

koldhævede grove rugboller
Dejen efter hævning, hævet ca 3 gange størrelsen
  1. Tænd ovnen på 230 grader
  2. Tag dejen ud af køleskabet
  3. Tag en bageplade og læg papir på den, eller gør klar til at bollerne kan komme på en bagesten
  4. Brug en ske til at tage en god skefuld dej op af skålen og brug en anden ske til at få dejen af igen på pladen
  5. Fortsæt til alt dejen er lavet til boller, er nogle af dem blevet lidt små, kan der sagtens lægges mere dej oven på
  6. Bollerne skal ikke formes, bare sættes fra skeen, de skal nok selv flyde lidt ud og blive mere som almindelige boller
  7. Sæt bollerne i ovnen i 14 minutter
  8. Køl dem af på en rist
koldhævede grove rugboller
Dejen lagt ud med en ske, der kom lidt ekstra dej på nogle af dem

Da jeg bagte mine boller ville jeg se om de kunne hæve lidt yderligere når først bollerne var lavet. Det kunne de godt, men de flød en del ud da jeg bagte dem, så jeg tror ikke det er en god anbefaling.

koldhævede grove rugboller
De fik lov at hæve en times tid inden bagning

Resultatet er en bolle som er meget fugtig og svampet. Den har ikke så mage lufthuller, men føles heller ikke tung og kompakt. Smagen er god uden at være prangende. Smagen er i den milde ende og sødmen fra både sukker og rugmel træder igennem som en god ting. For ca 2 x 10 min indsats synes jeg at resultatet er mere end godkendt.

koldhævede grove rugboller
En udmærket bolle

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.