Kategoriarkiv: Generelt

Hurtige durum boller

Hurtige durum boller er som navnet angiver, en relativt hurtig opskrift, men resultatet er ret godt. Det er boller i sin mest klassiske form med kun vand, gær, mel og salt. Selvom de hedder hurtige durum boller, så er der mere manitoba mel i dem end durum mel, men det er durum melet som giver dem bid og struktur, så derfor hurtige durum boller. Manitoba mel giver noget hæve evne, da ren durum giver nogle ret kompakte boller.

Hurtige durum boller

Hurtige durum boller – Her er dobbelt portion

Det hurtige element ligger ikke i den tid der tager, men hvor meget man skal arbejde med dem. Denne dej laves om aftenen, koldhæver i køleskabet og bages næste dag. De kan også laves samme dag med 2 x 1,5 times hævning og lidt ekstra gær.

Der bliver ca 12-14 boller ud af denne opskrift og den er lavet på røremaskine.

Opskriften

  • 500 g (5 dl) koldt vand (lunkent hvis de ikke koldhæver)
  • 10 g gær (20 g hvis de ikke koldhæver)
  • 450 g manitoba mel
  • 250 g fin durum mel
  • 15 g salt

Fremgangsmåde

  1. Bland vand og gær og hæld det i en røremaskine
  2. Tilsæt mel og salt
  3. Ælt det sammen i 4 minutter på mellem hastighed
  4. Ælt dejen i yderligere 3-4 minutter på høj hastighed – til den samler sig om krogen og slipper siderne

Dejen ender med at blive glat og blank når den er rørt færdig. Durum mel er lidt længere om at optage væsken, så fortvivl ikke hvis dejen mens den bliver rørt ser meget lind ud og du er fristet til at tilsætte mere mel. De sidste 3-4 minutter kan godt være mere, hvis ikke dejen har samlet sig om krogen og slipper siderne inkl bunden af skålen. Når den gør det er dejen æltet færdig.

  1. Lad dejen natten over i en smurt bøtte i køleskabet (Eller 1 ,5 time på køkkenbordet), hvorefter den hældes ud på et let meldrysset bord
  2. Fold dejen 3-4 gange, så den strammes op og ender med at blive en pølse. Husk at børste melet væk så der ikke foldes mel ind i dejen
  3. Del dejen i lige store stykker på 90-100 g
  4. Fold den og form den så den enten er rund eller firkantet/rektangel
Hurtige durum boller

Dejen efter første hævning, strammet op. Nu skal den formes til en pølse og bollerne skæres ud

Hurtige durum boller

Dejen er vejet af og en er formet til en bolle, klar til anden hævning

  1. Spray overfladen med vand, eller drys den med mel og dæk bollerne til
  2. Lad bollerne hæve i 1 time (eller 1,5 timer hvis de har hævet på køkkenbordet)
  3. Varm ovnen op til 240 grader på varmluft
  4. Bag bollerne i ovnen på 240 grader i 5 minutter
  5. Sænk temperaturen til 210 grader og bag dem yderligere 8 min
  6. Køl af på en rist

Det er ikke strengt nødvendigt, at veje dejen af til 90 eller 100g pr boller, jeg synes bare det ser pænere ud når bollerne er ensartet. I praksis vejer jeg plus/minus 2 g for hver boller og det foregår ved at jeg skærer klumper af dejpølsen og lægger på vægten. Hvis der er for lidt, så kommer der nogle små dejklumper på og er der for meget, skærer jeg af. Jeg ender med en større klump og typisk 1-2 små klumper for hver bolle. Da dejen skal foldes og formes efterfølgende, bliver den ensartet alligevel.

Koldhævning giver en bedre smag til brødet og så skal man ikke være afhængig af dejen, så det kan kun anbefales.

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så skriv dem herunder, eller på min facebookside.

 

 

Kanelsnurrer – på norsk

Så er de superlækre kanelsnegle tilbage. Disse er baseret på en norsk opskrift og de er rigtig gode. Luftige og smager fantastisk godt når de stadig er lune, eller hvis de bliver varmet op igen.

Kanelsnurrer, kanelsnegle

Lækre lune kanelsnurrer

Jeg bagte for nogle måneder siden kanelsnurrer efter Claus Meyers opskrift og de er rigtig gode. Da Claus Meyers kanelsnurrer egentlig er en norsk inspireret opskrift, har jeg søgt på nettet for en norsk udgave af disse fantastiske snegle. Jeg linkede til den norske udgave da jeg bagte Claus Mayer versionen og skrev lidt om forskellen mellem de to opskrifter. Jeg skrev samtidig, at jeg en dag ville bage den norske version for at sammenligne. Den norske version bages to timer hurtigere, så allerede der bliver man jo mistænksom. Jeg har jævnligt bagt dem fra Claus Meyer, så jeg har et rimeligt sammenligningsgrundlag og jeg må sige, at den norske version faktisk holder hele vejen. Jeg synes de er mere luftige og lette end dem fra Meyer og når de samtidig kan bages 2 timer hurtigere, så vil jeg fremover bruge den norske udgave.

Der bliver mindst 24 snegle ud af denne opskrift og de skal laves på en røremaskine.

For dem af jer som har en Kitchenaid røremaskine, der skal i være opmærksom på, at 1 kg mel (som opskriften er på) og de andre ting faktisk er for meget for røremaskinen og man kan med fordel skrue ned til 800 g mel og tilsvarende mindre af det andet. I mit tilfælde måtte jeg tage en del af dejen af og røre den i hold. Det hjælper lidt når smørret kommer i dejen.

Bolledej – opskriften er som den norske side, derfor ikke helt nøjagtige mål

  • 950-1000 g hvedemel
  • 5 dl sødmælk – lunkent
  • 25 g gær
  • 125-150 g sukker
  • 1 ts kardemomme
  • 1/4-1/2 tsk salt
  • 1 æg
  • 125 g blødt smør, i terninger – tilsættes lidt senere

Kanelfyld

  • 125 g blødt smør
  • 2 ss kanel
  • 6 ss sukker

Til pensling og pynt

  • 1 æg, rørt
  • Perlesukker

Opskriften

    1. Bland mælk og gær i skålen
    2. Tilsæt mel, sukker, kardemomme, salt og æg
    3. Ælt i 10-15 min på højst mellem hastighed
    4. Tilsæt det bløde smør i tern
    5. Ælt i yderligere 5-10 min

Dejen skal æltes længe som angivet ovenfor. Den virker en smule tør indtil smørret kommer i og på min maskine måtte den kæmpe bravt for overhovedet at ælte dejen. Jeg var derfor nødt til at tage dej fra og ælte den i hold. Jeg vil ælte dejen så længe som muligt, altså 15 min første gang og 10 min anden gang, hvis eller røremaskinen kan holde til det.

Kanelsnurrer, kanelsnegle

God glat og smidig dej

Sæt dejen til hævning i en skål og tildæk med et fugtigt viskestykke, eller film.

Kanelsnurrer, kanelsnegle

Dejen inden hævning – den er glat og smidig

    1. Dejen skal hæve 1 times tid et lunt sted og bør hæve op til ca. dobbeltstørrelse
    2. Når dejen er hævet op, hæld den ud på et meldrysset bord og del den i to dele
    3. Rul første del ud til en firkant på 50-60 cm
    4. Smør det bløde smør ud på den ene halvdel
Kanelsnurrer, kanelsnegle

En halv portion dej med smør

 

    1. Tilsæt sukker og kanel og mas det ned i smørret
Kanelsnurrer, kanelsnegle

En halv portion dej med smør, kanel og sukker

Til sukkeret brugte jeg halv rørsukker og halv brun farin.

    1. Fold øverste halvdel ind over den med remonce
    2. Rul den ud til samme størrelse som før
    3. Skær strimler af dejen på 2-3 cm bredde
    4. Tag en enkelt strimmel op og begynd at snurre den rundt en 5-6 gange
    5. Lav ”snurren” til en cirkel og fold den ene del under den anden som en knude
    6. Du har nu lavet sneglen – der bliver 12-14 stykker ud af denne portion
    7. Læg den på en bageplade med papir
    8. Gentag for den anden halvdel dej

 

Kanelsnurrer, kanelsnegle

Kanelsnurrer efter fletning

    1. Lad dem hæve 1 time
    2. Pensl sneglene med æg og drys dem med perlesukker
    3. Sæt dem i ovnen på 225 grader – over/under varme
    4. Bag dem i 12 minutter

Disse snegle tager ca. 3 timer at lave, altså 2 timer hurtigere end dem fra Meyer. Jeg synes de er rigtig gode. De bliver ikke så store som dem fra Meyer og virker mere luftige. Jeg tror de er bedst når de er lune, eller lunet op de følgende dage.

Næste gang jeg bager dem må jeg få taget nogle flere billeder fra snoningen. Udfordringen er, at man er sølet ind i smør og kanelsukker på dette tidspunkt og det besværliggør det med kameraet en smule.

Husk du kan følge lidt med i hvad der sker hos weekendbageren på facebook, bare søg på weekendbageren.

Kanelsnurrer, kanelsnegle

Før og efter billede